Lettere adgang til det danske arbejdsmarked via Beløbsordningen
Der findes mange forskellige ordninger, som kan give udlændinge lettere adgang til det danske arbejdsmarked. Én af disse er Beløbsordningen.
Beløbsordningen handler om, at hvis man som udlænding tilbydes en løn af et særligt højt beløb, har lettere adgang til det danske arbejdsmarked. Når dette er tilfældet, vil der ikke blive stillet betingelser i forbindelse med stillingens præcise karakter eller uddannelsesbaggrund. Nedenfor kan du læse mere om Beløbsordningen og de betingelser, der skal opfyldes for at være dækket ind af den.
Betingelser for at være dækket ind af Beløbsordningen
Betingelserne for at være dækket ind af ordningen er, at man har fået tilbudt et arbejde med en løn, der årligt er på mindst 408.000 kroner.
Derudover er det en betingelse, at man kan fremvise en gyldig jobkontrakt eller et konkret jobtilbud, hvori ansættelsesvilkår og løn fremgår, som overholder reglerne for danske forhold. I specifikke tilfælde kan der yderligere være et krav om at fremvise dansk autorisation. Dette gælder eksempelvis, hvis man skal arbejde som læge i Danmark.
Varighed af ansættelse på baggrund af denne ordning
Ifølge Beløbsordningen kan man få opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af en ansættelseskontrakt, der enten er midlertidig eller tidsubegrænset.
Er den midlertidig, ophører opholdstilladelsen seks måneder efter, kontrakten ophører, så man har mulighed for at søge et nyt job. Hvis man finder et nyt job, skal man søge om en ny opholds- og arbejdstilladelse senest den dag, hvor man starter på det.
Får man sin opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af en kontrakt uden en fast ophørsdato, får man normalt opholdstilladelse til fire år. Herefter kan man søge om at få den forlænget, hvis man stadig er ansat i det samme job.