Af Sharandeep Singh

Afslag på at blive gift i Danmark

For Allan Brøndum Gade og Wanpen Radsamee burde det at gifte sig i Danmark være en glædelig fejring af deres kærlighed og liv sammen. Men for dette par, der bor i Jylland, har det udviklet sig til en absurd og ydmygende kamp mod et system, der mistænker dem for at lyve for staten.

Allan, en kommunalt ansat og lovlydig dansker gennem mere end 20 år, og Wanpen, hans thailandske samlever, har fået afslag på deres ansøgning om en prøvelsesattest fra Familieretshuset. Afslaget bygger på en antagelse om, at deres forhold ikke er reelt – en påstand, der står i skærende kontrast til deres hverdag og deres beviselige kærlighed til hinanden.

Mistillid til en Borger med Et Uplettet Liv

Allan er en mand, som gennem hele sit liv har udvist integritet og loyalitet over for det danske samfund. Han har arbejdet for kommunen i over to årtier, aldrig været sigtet for nogen form for kriminalitet og har opbygget et solidt ry som en ansvarsbevidst og pligtopfyldende borger. På trods af dette vælger staten nu at vende ryggen til ham ved at betvivle hans hensigter i sit eget kærlighedsliv.

“Det er fuldstændigt chikane af mig og min hustru. Det er diskriminerende, og Danmark burde skamme sig. Oven i købet skriver staten, at jeg ikke kan klage over det? Hvad bilder de sig ind!”

Allan Brøndum

Et Afslag med Vidtrækkende Konsekvenser

Når Familieretshuset afslår deres ansøgning om en prøvelsesattest, nægtes parret ikke blot muligheden for at blive gift – de nægtes også fundamentale rettigheder:

  • Ægteskabets juridiske beskyttelse: Uden ægteskab mangler Allan og Wanpen de juridiske rettigheder, som ægtefæller nyder godt af, såsom arveret, beslutningstagning i medicinske nødsituationer og skattefordele.
  • Mistænkeliggørelse af deres forhold: Afslaget bygger på en antagelse om, at deres forhold ikke er ægte. Det er en direkte krænkelse af deres ret til respekt for privat- og familieliv under artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).
  • Social og psykologisk belastning: At blive beskyldt for at lyve om kærlighed til sin samlever skaber en følelsesmæssig byrde, der er svær at bære – især når påstanden er helt ubegrundet.

Retten til at Gifte Sig

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter retten til at gifte sig i artikel 12. Denne ret er ikke blot en formalitet – den er en grundsten i et frit og demokratisk samfund. Mens stater har ret til at regulere ægteskabsprocedurer, må sådanne regler ikke krænke selve essensen af retten.

Afslaget på Allan og Wanpens ansøgning er ikke blot en administrativ beslutning. Det er et indgreb i deres fundamentale menneskerettigheder, som ikke synes at være proportionalt eller berettiget.

Wanpen deler også sin frustration:
“Jeg troede, Danmark var et retfærdigt og ordentligt land, men jeg føler racisme og uretfærdig behandling af chikane.”

Dokumenteret Kærlighed, Overset af Systemet

Allan og Wanpen har boet sammen i flere måneder, arbejder sammen, og har rejst til Thailand for at besøge Wanpens familie. De har en dagligdag, der er synlig for både kolleger, venner og naboer, som alle kan bekræfte, at deres forhold er reelt og kærligt. Når staten vælger at overse disse fakta, skabes der en mistillid, som underminerer det fundament, som det danske retssystem er bygget på: retfærdighed og proportionalitet.


Når staten kræver beviser for kærlighed i et forhold, der er mere velbegrundet end selve afslaget, er det ikke borgerne, der fejler – det er systemet.

Kan ikke klage!

Parrent har fået en afgørelse som er taget af en enkelt medarbejder hos staten og der er ikke nogen klagemuligheder, hvilket betyder at afslaget ikke kan klages til anden administrativ myndighed. At man i dagens Danmark tildeler forkerte afslag på vigtige ting i livet som ægteskab og samtidig udelukker muligheden for at klage til en anden administrativ myndighed, skaber man et system, hvor borgernes fundamentale rettigheder bliver undergravet. Dette er ikke blot en krænkelse af den enkelte borgers ret til retfærdig behandling, men også en trussel mod det demokratiske samfunds grundpiller.

Ægteskab er ikke blot en personlig beslutning – det er en juridisk og social institution, der danner rammen om familieliv og fællesskab. Når staten nægter borgerne retten til at gifte sig uden mulighed for at få afslaget revurderet, svækkes den tillid, som samfundet bygger på. For hvad er retsstaten værd, hvis dens borgere ikke har adgang til en fair og gennemskuelig proces?

Manglen på klagemuligheder efterlader borgerne uden nogen reel mulighed for at få deres sag prøvet, hvilket strider imod EMRK artikel 13, der kræver adgang til effektive retsmidler.

“Det er fuldstændigt absurd, at jeg ikke kan få lov til at blive gift med den person, jeg har lyst til,” siger Allan frustreret.

Et Principielt Spørgsmål

Denne sag rejser større spørgsmål om, hvordan Danmark behandler sine borgere og deres rettigheder, og om hvor mange overgreb der egentlig finder sted i Danmark som er i strid med de Europæiske Menneskerettigheder. Hvis en dansk statsborger som Allan som er offentlig ansat – med en uplettet baggrund og en livslang indsats for samfundet – ikke engang kan få lov til at gifte sig med sin elskede, hvad siger det så om vores system? Og hvis Allan ikke kan gifte sig af egen fri vilje, hvordan går det egentlig med så med de andre som ikke hedder Allan og bor i Jylland men hvis man fx hedder Ali og bor i en ghetto, som ikke har ressourcer til at tage kampen mod systemet.

Demokratiets Fundament Svækkes

I et demokratisk samfund er det en kerneværdi, at staten sikrer sine borgeres grundlæggende rettigheder, herunder retten til at skabe og opretholde et familieliv. Når staten både fejler i sin sagsbehandling og samtidig fjerner muligheden for at klage, fjerner den samtidig borgernes sikkerhedsnet. Dette underminerer princippet om retssikkerhed, som er fundamentet for ethvert civiliseret samfund.

At udelukke klagemuligheder fratager borgerne en grundlæggende ret til at blive hørt. Det efterlader dem uden mulighed for at få ret, selv når staten begår fejl. Denne manglende adgang til retfærdighed strider ikke blot imod EMRK’s krav om effektive retsmidler (artikel 13), men er også en krænkelse af selve idéen om, at staten skal tjene borgerne – ikke undertrykke dem.

Ægteskab: En Grundlæggende Ret

Retten til at gifte sig er en universel menneskeret, beskyttet af EMRK artikel 12 og andre internationale traktater. Den danske stats tilgang i Allan og Wanpens sag sætter spørgsmålstegn ved, om Danmark stadig lever op til sine internationale forpligtelser. Når ægteskab nægtes på baggrund af antagelser om forholdets ægthed, uden at disse antagelser kan udfordres, skabes der en retspraksis, hvor borgerne straffes for statens mistillid. I dette tilfælde skal Allan bevise at statens mistanke er en grundløs formodning.

En Samfundsmæssig Kontrakt

I et velfungerende samfund eksisterer der en implicit kontrakt mellem staten og dens borgere: Borgerne følger lovene, betaler deres skatter og bidrager til fællesskabet, mens staten sikrer deres rettigheder, retfærdighed og beskyttelse. Når denne kontrakt brydes – når staten i stedet skaber hindringer for borgernes fundamentale rettigheder – bryder den også det bånd af tillid, som samfundet er bygget på.

For Allan, en mand der har levet et ulasteligt liv og bidraget til sin kommune gennem mere end to årtier, er dette en personlig krænkelse. Men det er også et principielt problem, der angår os alle. Hvis staten kan nægte én borger retten til at gifte sig uden at give ham mulighed for at få sagen genvurderet, hvad forhindrer den så i at tage andre grundlæggende rettigheder fra os?

En Appel til Retfærdighed

Denne sag bør få os til at reflektere over, hvad vi ønsker, at Danmark skal stå for. Vil vi være et land, der værner om retfærdighed og proportionalitet, eller et land, hvor bureaukratiet får lov til at overskygge menneskelighed og fornuft? Allan og Wanpen fortjener ikke blot en prøvelsesattest – de fortjener at få genoprettet deres tro på, at Danmark er et land, der sætter retfærdighed og borgernes rettigheder højere end systemets fejl og mistænkeliggørelse.

Lad denne sag være en påmindelse om, at kærlighed ikke bør være en kamp mod staten, men en frihed, der værnes om. Det er på tide, at vi som samfund genvinder balancen mellem regler og rettigheder – og husker, at retsstatens styrke måles på dens evne til at beskytte den enkelte borger mod uretfærdighed.

Det er på tide, at danske myndigheder genovervejer deres procedurer og sikrer, at borgerne har adgang til klagemuligheder og retfærdig behandling – både for Allan og Wanpen og for fremtidige par, der står over for lignende urimelige barrierer.